top of page

Uge 41 - SpaceX: større end hele jordens økonomi

Forfatters billede: Mads Christiansen
Mads Christiansen
for 11 minutter siden
7 min læsning


 

Kort fortalt

  • Elon Musk mener, SpaceX kan blive mange gange mere værd end hele Jordens økonomi. Regner man på selskabets fremtidige compute, er tanken ikke helt så vild, som den lyder.


  • AI gør intelligens til noget, vi kan producere i datacentre. Når intelligens ikke længere er en knap ressource, kan den teknologiske udvikling tage voldsom fart.


  • AI-boomet er så småt begyndt at finansiere sig selv. De store investeringer i dag skaber de cashflows, der betaler for næste generation af datacentre.


  • Vi er måske på vej mod en økonomi, hvor velstanden vokser hurtigt, mens priserne falder. Det bliver i sig selv svært at måle i de gamle BNP-tal.


En økonomi større end Jordens

I denne uge skrev Elon Musk på X:


“This will sound super crazy, but I see a path to SpaceX becoming worth orders of magnitude more than the current Earth economy.”



En order of magnitude betyder en faktor 10. Musk skriver altså ikke bare, at SpaceX kan blive verdens største virksomhed. Han skriver, at han kan se en vej til, at SpaceX bliver orders of magnitude mere værd end hele Jordens nuværende økonomi. Det lyder selvfølgelig vanvittigt. Men jeg har efterhånden lært, at når Elon Musk siger noget, som lyder vanvittigt, så skal man i det mindste lytte. Han tager ofte fejl på timing og på de præcise tal, men retningen i det, han ser, har bemærkelsesværdigt ofte vist sig at være rigtig. Og i dette tilfælde tror jeg faktisk, at han ser noget fundamentalt rigtigt.


Den simpleste måde at forstå det på er at starte med SpaceX's fremtidige datacentre. Mit bud er, at SpaceX/xAI omkring slutningen af 2028 kan have omkring 20 GW compute. Hvis 1 GW inference-compute på det tidspunkt kan generere omkring 50 milliarder dollars i årlig omsætning eller økonomisk output, så repræsenterer 20 GW omkring 1.000 milliarder dollars – altså 1 billion (trillion på engelsk) dollars – om året. Der er næsten ingen operative omkostninger, så lad os regne med 1 billion i cashflow.


Til sammenligning er verdens samlede BNP i dag lidt over 100 billioner dollars. Vi taler altså allerede her om en potentiel økonomisk aktivitet svarende til omkring 1 procent af hele den nuværende verdensøkonomi.


Og så kommer den interessante del. For hvad sker der, hvis SpaceX ikke udbetaler de penge til aktionærerne, men bruger dem til at bygge endnu mere compute? Med de anlægspriser, vi ser i dag, kan én billion dollars finansiere en enorm mængde ny datacenterkapacitet. Den samlede globale CapEx-investering i AI-infrastruktur i 2026 bliver netop i størrelsesordenen én billion dollars.

SpaceX vil altså potentielt i 2029 kunne finansiere den samme mængde CapEx via cashflows alene, som hyperscalers tilsammen finansierer i dag.



Hvis økonomien i AI-compute samtidig fortsætter med at være attraktiv, kan den nye kapacitet generere yderligere cashflow, som igen kan investeres i endnu mere compute. Compute skaber cashflow, cashflow bygger mere compute, som skaber endnu mere cashflow. Når afkastet på ny produktiv kapacitet er ekstremt højt, og cashflowet geninvesteres, kan den økonomiske kapacitet vokse eksponentielt. Det er den mekanisme, jeg tror, mange undervurderer.


Men datacentrene er kun begyndelsen. Oven i det kommer Starship. SpaceX's langsigtede ambition er at gøre Starship til et ekstremt højfrekvent transportsystem. Hvis prisen på at transportere et kilo ud i rummet falder dramatisk, ændrer det økonomien i rummet. Pludselig bliver ting mulige, som tidligere var økonomisk meningsløse: datacentre i rummet, energiinfrastruktur, produktion, kommunikation, månebaser, ressourceudvinding og på længere sigt industriel aktivitet på andre himmellegemer.


Samtidig kommer robotterne. Hvis verden producerer milliarder – og på meget lang sigt måske langt flere – humanoide og specialiserede robotter, bliver de i sig selv en enorm økonomi. Men robotterne skal også kommunikere, bruge compute, koordinere og løbende modtage software og intelligens. Meget af denne økonomi kan potentielt blive forbundet gennem den kommunikations-, compute- og transportinfrastruktur, som SpaceX og virksomhederne omkring Musk er ved at bygge. SpaceX kan potentielt blive en del af infrastrukturen under en helt ny økonomi.


Når intelligens ikke længere er en knap ressource

Den økonomi, vi har i dag, er i meget høj grad begrænset af mennesker. Der findes kun et bestemt antal forskere, ingeniører, programmører og læger og et bestemt antal mennesker, som kan tænke, analysere, designe og løse problemer. Og hvert menneske har kun 24 timer i døgnet. Intelligens har derfor historisk været en af økonomiens mest fundamentale knappe ressourcer.



Men det er præcis den begrænsning, AI er ved at ændre. Hvis vi får AI-systemer, der kan udføre en stigende del af det intellektuelle arbejde på niveau med eller bedre end mennesker, bliver intelligens noget, vi kan producere i datacentre. Mængden af tilgængelig intelligens bliver så ikke længere primært bestemt af, hvor mange mennesker vi har, men af hvor meget compute og energi vi kan bygge. Det er et fundamentalt økonomisk skifte.


Vi kan allerede begynde at se konturerne af det inden for videnskaben. I denne uge har der været stor opmærksomhed omkring OpenAI-systemer, som arbejder med vanskelige matematiske og videnskabelige problemstillinger. AI er begyndt at bevæge sig fra primært at opsummere menneskelig viden til også at hjælpe med at producere ny viden.



Det amerikanske projekt Genesis Mission viser, hvor alvorligt USA tager denne mulighed. Ambitionen er blandt andet at forbinde ressourcerne fra Department of Energys 17 nationale laboratorier: enorme mængder videnskabelige data, supercomputere, eksperimentelle faciliteter og årtiers forskning. Tanken er at bruge AI til at accelerere forskning inden for blandt andet energi, materialer, biologi, atomkraft, fusion og avanceret produktion.



Forestil dig, hvad det betyder. Vi har gennem årtier brugt enorme summer på forskning og opbygget enorme mængder data og viden. Men vores evne til at udnytte denne viden har været begrænset af antallet af mennesker, der kunne læse den, forstå den og kombinere den. Superintelligens ændrer potentielt den begrænsning. Et AI-system kan arbejde på tværs af enorme mængder forskningsresultater og datasæt og lede efter sammenhænge, som intet enkelt menneske ville have mulighed for at opdage.


Og endnu vigtigere: På længere sigt kan AI ikke blot analysere resultaterne. Den kan opstille hypoteser, designe eksperimenter, køre simulationer, analysere resultaterne og derefter designe det næste eksperiment. Hvis vi samtidig automatiserer laboratorierne med robotter, får vi potentielt en lukket innovationscirkel, hvor AI opstiller en hypotese, et eksperiment udføres, nye data kommer tilbage til AI'en, som derefter opstiller den næste hypotese. Den cirkel kan køre 24 timer i døgnet.



Det er derfor, jeg tror, vi går ind i en periode med voldsomt accelererende teknologisk udvikling. Et teknologisk problem kunne tidligere tage 20 år at løse, ikke nødvendigvis fordi det var fysisk uløseligt, men fordi det krævede enorme mængder ingeniørtimer, eksperimenter og iterationer. Hvis intelligens bliver næsten ubegrænset og ekstremt billig, ændrer hastigheden sig.


Materialer bliver bedre, batterier bliver bedre, chipdesign bliver bedre, robotter bliver bedre, energisystemer bliver bedre og produktionsprocesserne bliver bedre. Og hver forbedring hjælper med at skabe den næste. AI designer bedre chips, de bedre chips skaber bedre AI, og den bedre AI kan derefter designe endnu bedre chips. AI kan forbedre robotter, som bygger datacentre, der træner AI, som igen designer bedre robotter. Det er positive feedback-loops, og det er derfor, lineære fremskrivninger af den nuværende økonomi risikerer at blive meget misvisende.


Den nye økonomi begynder at finansiere sig selv

Et af de spørgsmål, jeg ofte møder, er, hvor alle pengene skal komme fra. Hvis vi skal bygge datacentre, chipfabrikker, kraftværker, robotfabrikker, raketter og ny energiinfrastruktur for billioner af dollars, hvem skal så betale?


Jeg tror, spørgsmålet overser noget vigtigt: Den nye økonomi begynder selv at generere pengene.


Det er selvfølgelig for tidligt at konkludere, at et typisk datacenter har en tilbagebetalingstid på præcis ét år. Det afhænger voldsomt af hardware, udnyttelsesgrad, energipriser, finansiering og prisen på den compute, der sælges. Men økonomien i de mest avancerede AI-systemer viser potentialet for ekstremt høj økonomisk værdi pr. enhed compute. Hvis de massive investeringer, der foretages nu, viser sig at være meget profitable, skaber de enorme fremtidige cashflows. De cashflows kan finansiere næste generation af datacentre, som skaber endnu større cashflows, som finansierer den næste generation.


Derfor tror jeg, at en stadig større del af finansieringen af AI-boomet om nogle år ikke længere primært vil komme fra obligationsmarkedet eller nye investorer. Den vil komme fra AI-økonomiens egne cashflows. Når først den proces bliver selvfinansierende, kan væksten accelerere yderligere. Det er også derfor, det efter min mening er forkert alene at se de enorme CapEx-investeringer i AI som en finansiel byrde. Hvis afkastet på investeringerne er højt nok, bliver dagens CapEx grundlaget for morgendagens finansiering.


En post-scarcity økonomi

Det måske mærkeligste ved hele udviklingen er, at vi kan ende med at få svært ved overhovedet at måle den økonomiske vækst. AI, robotter og automatisering er fundamentalt deflationære teknologier, fordi de gør det billigere at producere varer og tjenester.


Forestil dig, at en juridisk analyse i dag koster 10.000 kroner, men at den om ti år kan produceres af en AI for én krone. Vi kan måske producere tusind gange så mange juridiske analyser, samtidig med at omsætningen pr. analyse kollapser. Det samme kan ske med software, undervisning, diagnostik, design, forskning, transport og produktion – og måske på længere sigt også energi.


Vi kan altså få en verden, hvor den faktiske mængde varer og tjenester eksploderer, samtidig med at prisen på mange af dem falder dramatisk. Det skaber et problem for vores traditionelle økonomiske mål.


Hvis en AI-læge giver alle mennesker i verden adgang til diagnostik på niveau med verdens bedste læger for næsten ingen penge, er menneskehedens reelle velstand steget enormt. Men hvor meget stiger BNP? Hvis en AI-forsker løser et problem på fem minutter, som tidligere ville have krævet 100 forskere i ti år, er produktiviteten eksploderet, men den monetære værdi af de arbejdstimer, der tidligere var nødvendige, er samtidig forsvundet.



Det er her, begrebet post-scarcity economy bliver interessant. Ikke fordi al knaphed forsvinder. Energi, råmaterialer, jord, compute og fysisk infrastruktur vil fortsat være knappe ressourcer. Men nogle af de vigtigste knappe ressourcer i vores nuværende økonomi – især intelligens og menneskelig arbejdskraft – kan blive dramatisk mindre knappe.


Og så kan vi ende i den paradoksale situation, at vores økonomiske statistikker fortæller os, at økonomien vokser relativt langsomt, samtidig med at menneskehedens faktiske produktionskapacitet og levestandard vokser ekstremt hurtigt.


Det er måske i virkeligheden sådan, jeg læser Elon Musks udsagn. Når han siger, at SpaceX kan blive orders of magnitude mere værd end Jordens nuværende økonomi, skal man efter min mening ikke læse det som et traditionelt kursmål på SpaceX. Det interessante er tankegangen bag.


Hvis intelligens bliver producerbar, robotarbejde bliver producerbart, energi bliver billigere, transport til rummet bliver dramatisk billigere, AI accelererer den videnskabelige udvikling, og cashflowet fra de første generationer af denne teknologi finansierer de næste, så er det ikke bare en ny sektor, vi bygger. Det er en helt ny økonomi.


Den gamle økonomi var i høj grad begrænset af menneskers tid, intelligens og arbejdskraft. Den nye økonomi bliver i stigende grad begrænset af energi, compute, råmaterialer og vores evne til at bygge fysisk infrastruktur. Og netop derfor kan størrelsen på den fremtidige økonomi blive så stor, at det måske slet ikke giver mening at sammenligne den med verdens BNP i dag.



 



 

 


 

 


Kommentarer


bottom of page