Uge 40 - USA og Europa: To forskellige økonomier

Kort fortalt

• Vesten deler sig i to: USA og Europa har ikke bare forskellige sikkerhedsprioriteter. De er ved at udvikle sig til to forskellige økonomier, og det tales der overraskende lidt om.

• Fra forbrug til produktion: USA er på vej fra en forbrugs- og finansialiseret økonomi mod en produktionsdrevet én, med reindustrialisering plus enorme investeringer i AI, compute, energi og chips. Her ligner USA mere Sydkorea, Japan og Kina end Europa. Europa gør det i langt mindre skala.

• Først knaphed, så overflod. Men hvem ejer kapitalen? AI-revolutionens første fase bliver præget af knaphed (strøm, chips, transformere, kapital), hvilket kan holde realrenterne høje. En god handel for lande med høj investering og produktivitet, en dårlig for forgældede lavvækstlande som Frankrig. Senere skaber AI overflod, men gevinsten tilfalder dem, der ejer den produktive kapital; lande, der kun køber teknologien, risikerer faldende BNP.

• Europa kan ikke bare kopiere: Teknologi følger produktionen, og de asiatiske og amerikanske økosystemer har et forspring, der vokser. Europas vigtigste strategiske opgave er derfor ikke at vinde AI-kapløbet, men at forstå den verden, kapløbet skaber. Og tilmed at finde sin egen værdifulde rolle i den.

USA og Europa er ved at blive to forskellige økonomier

USA og Europa virker på mange måder som et gammelt ægtepar, der langsomt er ved at vokse fra hinanden og derfor ender med at skændes om stadig flere ting.

Når et ægtepar befinder sig i den situation, kan man selvfølgelig vælge at gå fra hinanden. Men man kan også vælge at erkende, at begge parter har ændret sig undervejs. Man kan forsøge at forstå, hvorfor man er blevet forskellige, acceptere, at det ikke nødvendigvis er forkert, og i stedet fokusere på det, man fortsat har til fælles.

Ofte er det netop forståelsen af forskellene – og accepten af, at de er naturlige – der gør det muligt at få et forhold til at fungere.

Jeg tror, at noget tilsvarende er ved at ske mellem USA og Europa. For selv om vi stadig taler om ”Vesten”, som om USA og Europa grundlæggende bevæger sig i samme retning, er virkeligheden efter min mening ved at blive en anden. Vi har ikke bare forskellige sikkerhedspolitiske prioriteter. Vi er ved at udvikle os til to meget forskellige økonomier.

Vi ser ikke længere verden på samme måde

Europa og USA har en fælles kulturel og historisk baggrund, som gør det naturligt, at vi står tæt på hinanden på den globale scene. Men vores situation er blevet tiltagende forskellig.

Vi har tidligere skrevet om, hvorfor det blandt andet gør NATO-samarbejdet vanskeligere.

NATO blev skabt under Den Kolde Krig med Sovjetunionen som den centrale militære trussel mod Vesteuropa. For store dele af Europa er Rusland fortsat den mest umiddelbare sikkerhedspolitiske trussel.

USA ser i stigende grad verden gennem en anden linse. Her er Kina den langsigtede globale rival, og en stadig større del af amerikansk sikkerheds-, handels- og teknologipolitik handler derfor om konkurrencen med Kina.

Allerede her opstår en væsentlig forskel mellem USA og Europa. Europa fokuserer i høj grad på Rusland og sikkerheden på det europæiske kontinent, mens USA i stigende grad tænker globalt og ser Kina som den strategiske konkurrent, der kommer til at definere de kommende årtier.

Men jeg tror, at der er ved at opstå en endnu større forskel, som vi taler overraskende lidt om.

USA og Europa er simpelthen ved at udvikle sig til to meget forskellige økonomier.

Fra forbrug til produktion

Igennem årtier har både USA og Europa udviklet stadig mere forbrugsdrevne og finansialiserede økonomier. Globaliseringen gjorde det muligt at flytte produktion til de steder, hvor den kunne foretages billigst. Det gav forbrugerne billigere varer, forbedrede virksomhedernes indtjening og var samtidig med til at drive værdien af finansielle aktiver voldsomt op.

Det var på mange måder en fantastisk udvikling for mennesker, der ejede aktier, virksomheder og fast ejendom. Men en konsekvens var også, at en stor del af den faktiske produktion og de produktionsmæssige kompetencer gradvist flyttede ud af Vesten.

USA er nu på vej ind i et andet økonomisk projekt.

Trump-administrationen, Scott Bessent og Kevin Warsh har på forskellige måder beskrevet et ønske om at bevæge USA i retning af en mere produktionsdrevet økonomi. Ambitionen er at reindustrialisere landet, opbygge mere fysisk produktionskapacitet og reducere afhængigheden af andre lande på strategisk afgørende områder.

Samtidig investerer amerikanerne enorme beløb i AI-infrastruktur, datacentre, energi, avanceret chipproduktion og AI-forskning. USA befinder sig i en teknologisk konkurrence med Kina om de bedste AI-modeller, den største compute-kapacitet og kontrollen med de teknologier, som kan komme til at definere de kommende årtier.

Det samme gælder avanceret produktion, robotter, energi og halvledere. Det handler selvfølgelig om økonomisk vækst, men i stigende grad også om national sikkerhed.

Og det er her, Europas og USA's veje for alvor begynder at skilles.

En ny opdeling af verdensøkonomien

USA investerer massivt i den teknologiske og industrielle infrastruktur, som skal bruges i den økonomi, vi er på vej ind i. Europa gør det i langt mindre skala.

Det skaber efter min mening en ny og interessant måde at opdele verdens lande på.

På den ene side har vi lande, som aggressivt omfavner den nye AI- og produktionsøkonomi.

Her finder vi især USA og Kina, men også Sydkorea og Japan.

På den anden side finder vi økonomier, som i mindre grad bygger selve den nye teknologiske produktionskapacitet. Her finder vi store dele af Europa samt i forskellig grad Canada og Rusland.

I denne opdeling begynder USA på nogle områder at ligne Sydkorea og Japan mere, end USA ligner Europa. Landene investerer i mange af de samme ting og konkurrerer om mange af de samme knappe ressourcer: energi, chips, datacentre, ingeniører, fabrikker, kapital og kritiske råstoffer og de konkurrerer både økonomisk og sikkerhedspolitisk med Kina.

AI ændrer USA's økonomi de kommende år

Jeg mener, vi undervurderer, hvor stor den økonomiske vækst omkring AI kan blive. Hvis man eksempelvis mekanisk fremskriver den nuværende vækst i compute-kapacitet og omsætning hos virksomheder som Anthropic blot nogle få år frem, får man tal, der bliver enorme i forhold til den eksisterende amerikanske økonomi.

AI kommer til at skabe signifikante vækstrater i USA, og så har vi end ikke regnet robotter og fysisk AI med. Datacentre, chips, energiproduktion, elnet, fabrikker og robotter kræver enorme mængder kapital. Derfor tror jeg, at den første fase af AI-revolutionen bliver karakteriseret af knaphed.

Knaphed på elektricitet. Knaphed på transformere. Knaphed på avancerede chips. Knaphed på gasturbiner. Knaphed på elektrikere og ingeniører. Og ikke mindst knaphed på kapital.

Hvis efterspørgslen efter kapital bliver tilstrækkelig stor, kan det være med til at holde de globale realrenter højere. Men højere renter rammer ikke alle økonomier ens.

For et land, hvor højere renter ledsages af enorme investeringer og høj produktivitetsvækst, kan regnestykket være attraktivt. For et højt forgældet land med lav vækst, som samtidig importerer de højere globale kapitalomkostninger, kan det være langt vanskeligere. Det kunne for eksempel være Frankrig.

Senere skaber AI overflod

AI-agenter vil kunne udføre arbejde, som tidligere blev udført af mennesker. Selvstyrende systemer vil kunne erstatte chauffører. Robotter vil kunne udføre fysisk arbejde i fabrikker, lagre og efterhånden mange andre steder. Det betyder enorme produktivitetsforbedringer og potentielt meget lavere omkostninger. Også her bliver forskellen mellem de to økonomiske verdener tydelig.

Forestil dig en europæisk virksomhed, som i dag bruger 100 millioner kroner på lønninger til en bestemt administrativ funktion. Om nogle år kan en stor del af arbejdet måske udføres af AI-systemer produceret i amerikanske datacentre.

Virksomheden bliver mere produktiv, og det er grundlæggende positivt. Men en del af den økonomiske værdiskabelse er samtidig flyttet. Hvor virksomheden tidligere købte menneskelig arbejdskraft i Europa, køber den nu maskinintelligens produceret af amerikansk kapital. Det samme kan efterhånden ske med fysisk arbejde gennem robotter.

Dermed bliver den afgørende forskel ikke, om Europa får adgang til AI. Det gør vi selvfølgelig.

Spørgsmålet bliver i højere grad, hvem der ejer den produktive kapital, som skaber den nye intelligens og det nye maskinelle arbejde.

Landene, som bygger AI-økonomien, får både produktivitetsgevinsterne og en ny enorm produktionssektor. Landene, som primært køber teknologien, får også produktivitetsgevinsterne, men de får ikke nødvendigvis den samme nye indenlandske vækstmotor. De vil faktisk risikere faldende BNP-tal.

Det kan skabe meget forskellige økonomiske interesser mellem Kina, USA, Japan og Sydkorea på den ene side og Europa, Canada og Rusland på den anden side.

Kan Europa ikke bare gøre det samme?

Når man diskuterer Europas fremtidige rolle i den nye verdensøkonomi, tror jeg, at den umiddelbare reaktion fra mange vil være: Hvorfor gør vi ikke bare det samme som USA, Sydkorea og Japan?

Her mener jeg, at der er en vigtig – og måske lidt ubehagelig – pointe.

På en række af de områder, som bliver afgørende i den nye økonomi, er Europa efter min vurdering kommet så langt bagud, at det vil være ekstremt vanskeligt bare at kopiere det, der sker i USA og Østasien. Og når udviklingen samtidig accelererer, bliver afstanden vanskeligere at lukke.

Teknologisk udvikling opstår nemlig ikke bare, fordi politikere beslutter sig for at investere nogle milliarder i teknologi. Den kræver et helt økosystem af virksomheder, leverandører, ingeniører og specialister, som over mange år har opbygget erfaring med faktisk at producere avancerede produkter.

Det er efter min mening en af de vigtigste konsekvenser af globaliseringen, som vi undervurderer: Den teknologiske udvikling følger i høj grad produktionen.

Asien har gennem årtier været verdens produktionscentrum for en stor del af den avancerede elektronik. Derfor findes der i dag enorme økosystemer af ingeniører, underleverandører og specialiserede virksomheder i blandt andet Japan, Sydkorea, Taiwan og Kina.

De mennesker, som hver dag står med produktionen, er også med til at løse problemerne, forbedre processerne og udvikle den næste generation af teknologi.

Det er særligt tydeligt inden for halvledere. At kunne producere avancerede chips handler ikke bare om at bygge en fabrik og købe nogle maskiner. Produktionen er så kompleks og specialiseret, at en stor del af kompetencen består af erfaring og viden, som er opbygget gennem mange års faktisk produktion.

Det er en muskel, et samfund udvikler over tid. Og på mange af disse områder har Europa ikke længere den samme muskel.

Samtidig bliver adgangsbilletten til den nye økonomi stadig dyrere. Investeringerne i energi, elnet, datacentre, chipproduktion, AI-compute og avanceret produktion, som nu foretages i USA og Asien, er enorme. Og fordi investeringerne allerede foregår i meget stor skala, vokser både kapitalapparatet og kompetencerne yderligere år for år.

Det betyder, at målstregen bevæger sig lynhurtigt, mens man forsøger at indhente feltet.

Derfor mener jeg personligt, at det vil være en fejl, hvis Europas svar alene bliver at forsøge at kopiere USA, Kina, Sydkorea og Japan og opbygge de samme teknologiske økosystemer fra bunden. Risikoen er, at vi bruger enorme mængder kapital på at konkurrere på områder, hvor andre allerede har opbygget et forspring, som bare bliver større, mens vi spilder ressourcer på at forsøge at indhente det.

Det betyder ikke, at Europa skal opgive teknologi. Tværtimod.

Men det betyder, at vi først bør forstå den verden, der er ved at opstå, og derefter spørge os selv, hvor Europa faktisk har mulighed for at skabe værdi.

Hvilken partner vil Europa være?

Hvis vi vender tilbage til ægteskabsanalogien, behøver begge parter ikke have det samme arbejde for at have et godt ægteskab.

Man kan forestille sig et ægtepar, hvor den ene part arbejder ude, mens den anden passer børnene og hjemmet. De laver ikke det samme, men begge bidrager med noget værdifuldt til familien.

Det afgørende er ikke, at begge parter bliver ens. Det afgørende er, at begge fortsat har noget værdifuldt at tilbyde hinanden.

For Canada og Rusland er en del af svaret relativt oplagt. Begge lande råder over enorme mængder energi, råstoffer og naturressourcer, som bliver stadig vigtigere i en verden præget af AI, elektrificering og avanceret produktion.

Europas svar er mindre oplagt, og det mener jeg er en vigtig diskussion, vi bør tage i Europa, hvis vi skal kunne forholde os rettidigt til udviklingen.

Spørgsmålet vi skal finde svaret på er: Hvilken værdifuld rolle skal Europa spille i den nye verdensøkonomi?

For hvis USA og Europa fortsat skal være tætte partnere, behøver vi ikke nødvendigvis bevæge os i præcis den samme økonomiske retning. Ligesom i et ægteskab kan arbejdsdelingen være forskellig.

Måske er en del af problemet i forholdet mellem USA og Europa netop, at vi stadig taler om Vesten, som om USA og Europa er på vej mod den samme fremtid.

Det er vi imidlertid helt klart ikke – og det vil skabe forskellige vækstrater, forskellige problemer og i stigende grad også forskellige interesser.

Derfor er Europas største strategiske udfordring efter min mening ikke at komme med i AI-kapløbet.

Det er at forstå den verden, som AI-kapløbet er ved at skabe – og finde Europas værdifulde plads i den.