Uge 20 - Amerikansk-kinesisk chip forsoning
- Mads Christiansen

- 18. maj
- 7 min læsning
UGENS UDVIKLING
Topmøde i Beijing
Velkommen til ugens ugebrev fra NewDeal Invest! Det har været en blandet, men utroligt spændende uge på finansmarkederne, hvor det længe så ud til, at vi skulle på Kristi Himmelfartsferie med flotte stigninger hele vejen rundt. Dog lukkede fredagen med fald på, hvilket betød, at ugen landede på mere beskedne plusser i USA med 0,6% på S&P500 og 1,25% på Nasdaq, og stort set samtlige andre regionale indeks faldt 1,5-2% over ugen. Hvorfor markedet var i knapt så festligt humør fredag, kan du læse meget mere om i nærværende ugebrev.
God læselyst!
Trump og vennerne besøgte Xi
Ugens absolutte hovedperson var den amerikanske præsident Donald Trump, som i denne uge satte kursen mod Beijing for at holde topmøde med Xi Jinping. Air Force One var proppet til bristepunktet med en tung delegation af 17 fremtrædende amerikanske topchefer. På passagerlisten fandt man blandt andre NVIDIAs Jensen Huang, Apples Tim Cook, BlackRocks Larry Fink, JPMorgans Jamie Dimon og Elon Musk.
Det overordnede mål med turen var at vise USA's økonomiske muskler, men vigtigst af alt at løse de akutte flaskehalse på alt lige fra Olien i Hormuzstrædet, landbrugsvarer fra Kina samt fly og computerchips fra USA.
Kina og USA blev foreløbigt enige om at udvide landbrugshandlen gennem gensidige toldnedsættelser, herunder en forventet toldrabat på 10% på sojabønner, ligesom over 400 amerikanske kød- og fjerkræanlæg fik forlænget deres eksportlicenser til Kina i 5 år.
På den ene side brugte Trump den amerikanske forbruger som et våben til at presse Kina til at holde det livsvigtige Hormuz-stræde åbent og lægge pres på Iran. På den anden side var erhvervsdelegationen ikke kun med for syns skyld; de var der for at sikre konkret adgang til det kinesiske marked.
Faktisk nåede chipgiganten NVIDIA en ny historisk kursrekord torsdag, efter det kom frem, at USA godkender, at kinesiske tech-kæmper som Alibaba, Tencent, ByteDance og JD.com må købe NVIDIAs avancerede H200-chips. Selvom markedet om fredagen reagerede en smule skeptisk med en følelse af, at der var meget "varm luft" og få konkrete aftaler, beviser topmødet på sin egen underfundige måde, at der er en gensidig respekt mellem de to supermagter, og at de generelt er løsningsorienterede. Det mindsker heldigvis risikoen for os investorer, som kan gøre os større forhåbninger om at undgå en uforudsigelig handels- og militærkonflikt.
Genstridig inflation og råvare-spøgelset
Den midlertidige fred i regnskabssæsonen måtte i denne uge vige pladsen for den barske virkelighed i de økonomiske tal. Et genstridigt inflationsspøgelse gjorde investorerne nervøse, hvilket fik de amerikanske obligationsrenter til at skyde i vejret. Den 10-årige statsrente bragede i fredags forbi 4,5%, hvilket i høj grad skyldes det voldsomme pres på råvaremarkederne. På grund af konflikten i Iran, som er svære at få til at holde Hormuzstrædet åbent, hoppede råolien igen op over den magiske grænse på 100 dollars og handles nu i 101 dollars pr. tønde.
Kombinationen af stigende energipriser og højere renter udløste fredag et mærkbart fald på 4% i det amerikanske SOXX-chipindeks. Investorerne blev simpelthen bange for, at centralbankerne bliver tvunget til at holde renterne høje i længere tid for at bekæmpe prisstigningerne.
Selvom fredagen var lidt sur, er det ikke så underligt, og måske er der blot tale om en sund kursreaktion i en chipsektor, der trods alt er steget hele 66% i år. Ikke desto mindre betyder den stigende inflation, at mange investorer barberer toppen af de flyvende tech-aktier for i stedet at kanalisere pengene over i billige, fysiske aktiver, såsom infrastruktur, kemi, gødning og råvareindustri, der historisk set beskytter porteføljen bedst, når inflationen bider.
Du kan høre vores take på udviklingen i chipaktierne i denne uges udgave af Aktieuniverset:
PMINDI
PMINDI sluttede ugen med indre værdi i 149. Inklusiv udbytter på 39,4 kr. pr. aktie i januar 2025 og 38 kr. i januar 2026 er totalafkastet:
VIGTIGT - DISCLAIMER:
Det er meget vigtigt, at du som investor forstår, at teknologiaktier kommer med store nedture, når markedet bliver pessimistisk. Vores type aktier faldt således 70 % i 2000-2002, i 2008 og i 2022. Vi mener, at teknologiaktier skaber et langsigtet merafkast, men man skal tilrettelægge sin investering, så man kan tåle nedturene.
Fire grunde til, at jeg er meget optimistisk på teknologiaktier lige nu
New Deal Invests fonde er nu oppe mellem 22 og 35 procent år til dato. Det naturlige spørgsmål er derfor, om man skal begynde at tage gevinster hjem og følge det gamle børsordsprog: “Sell in May and go away.”
Hvad aktiemarkedet gør hen over sommeren på kort sigt, ved ingen. Markeder kan altid korrigere, og volatilitet er en naturlig del af teknologiinvesteringer. Men når jeg zoomer ud og ser på de store strukturelle bevægelser i verden lige nu, så er jeg endog meget optimistisk omkring fremtiden for vores porteføljer og for teknologiaktier generelt.
Der er særligt fire årsager til det.
1: USA og Kina er på vej mod en mere stabil magtbalance
Topmødet mellem Trump og Xi er efter min mening meget vigtigt. Ikke nødvendigvis på grund af konkrete aftaler her og nu, men fordi mødet signalerer noget større: At Kina nu lytter til den amerikanske præsident.
I mange år har Kina haft en ekstremt succesfuld økonomisk model. Landet har opbygget enorm produktionskapacitet, stor teknologisk styrke og en central rolle i verdens forsyningskæder. Samtidig har Kina haft adgang til vestlige markeder, mens vestlige virksomheder ofte ikke har haft tilsvarende adgang til Kina. En stribe vestlige ledere har brokket sig over det, men ikke haft styrken og villigheden til at stoppe det.
USA har nu reageret på den udvikling. Det er efter min mening det, meget af Trumps politik i virkeligheden handler om. Reindustrialisering af USA, energidominans, tariffer, kontrol over kritiske forsyningskæder og massiv investering i den fysiske økonomi.
Forskellen denne gang er, at USA nu kommer til topmødet med reel forhandlingsstyrke. Man har leverage via kontrollen over olie, kontrollen over Kinas adgang til den amerikanske forburger, tariffer og militær dominans. Og det ændrer dynamikken mellem stormagterne.
Det lyder måske kontraintuitivt, men historisk opstår der fred, når militært og økonomisk stærke nationer respekterer hinandens styrke så meget, at de søger pragmatiske løsninger i stedet for direkte konfrontation.
Det er den fase, jeg tror, vi bevæger os ind i nu.
2: USA kan stå foran et produktionsdrevet opsving
Meget af den økonomiske debat er stadig fokuseret på forbrugertillid, renter og klassiske recessionsteorier. Men der foregår noget andet og mere strukturelt under overfladen.
USA investerer massivt i:
- Industri.
- Energiinfrastruktur.
- Datacentre.
- Elforsyning.
- Fabrikker.
- Halvlederproduktion.
- Automatisering.
Det er investeringer i den fysiske økonomi.
Samtidig ser vi, at arbejdsmarkedet holder sig overraskende stærkt, selvom AI skaber effektiviseringer og fyringer i dele af software- og teknologisektoren. Mange mennesker finder i stedet arbejde i industri og fysisk produktion.
Det er vigtigt, fordi produktivitetsforbedringer historisk er noget af det, som kan skabe lange perioder med økonomisk vækst og stærke aktiemarkeder.
Jeg tror derfor, at vi kan være på vej ind i et produktions- og effektivitetsdrevet opsving i USA, hvor AI, automatisering og fysisk investering arbejder sammen og skaber en stærkere økonomisk base.
3: Mange teknologiselskaber er stadig billigt prissat
Noget af det mest interessante lige nu er efter min mening, at mange kvalitetsvirksomheder stadig handler til meget lave værdisætninger.
I denne uges podcast taler vi om flere teknologivirksomheder med solid vækst, stærke markedspositioner og gode produkter — men som stadig handles langt billigere end tidligere.
Årsagen er, at markedet er nervøst.
Man frygter:
- AI-disruption.
- Softwarekollaps.
- Bobledannelse.
- Geopolitisk uro.
- Recession.
- Faldende efterspørgsel.
Og når markedet bliver nervøst, så falder multiplerne.
Men det interessante er, at mange af virksomhederne fortsat leverer høj vækst. De bliver bare prissat, som om fremtiden er meget mere usikker, end den måske reelt er.
4: Chipsektoren kan stå foran en strukturel underkapacitetscyklus
Den sidste årsag til min optimisme handler om chipsektoren.
Jeg læser stadig avisoverskrifter om frygt for bobler i AI og halvledere. Og det er faktisk sundt. Markeder topper sjældent, når folk er nervøse.
Historisk har halvlederindustrien været ekstremt cyklisk. Efterspørgslen steg, virksomheder byggede for mange fabrikker, og bagefter kom der overkapacitet og prisfald.
Denne gang mener jeg, at vi i stedet står foran en strukturel underkapacitetscyklus.
Industrien har gennem mange år lært, hvor smertefulde overkapacitetskriser kan være. Derfor har mange producenter været relativt forsigtige med kapacitetsudbygning. Samtidig eksploderer efterspørgslen nu på grund af AI, datacentre og accelereret digitalisering.
Problemet er, at kapaciteten ikke bare kan skaleres hurtigt nok. Det tager mange år at bygge avancerede chipfabrikker, energiinfrastruktur, elnet og datacentre. Derfor tror jeg, at vi kan stå foran en længere periode med strukturel mangel på chips, energi, strømkapacitet og datacenterkapacitet.
Og når efterspørgslen overstiger udbuddet i lange perioder, så bliver det typisk meget positivt for virksomhederne i sektoren.
Vi kan være tidligt i en længere ekspansionsfase
Selvfølgelig kan markeder falde på kort sigt. Teknologiaktier vil altid være volatile. Men når jeg ser på de store strukturelle trends lige nu, så har jeg svært ved ikke at være optimistisk.
Vi står potentielt midt i:
- Et AI-drevet produktivitetsløft.
- Massiv fysisk investering.
- Reindustrialisering.
- Energiinvesteringer.
- Strukturel chipmangel.
- Og et geopolitisk system, som bevæger sig mod en mere stabil magtbalance mellem stormagterne.
Samtidig er store dele af markedet stadig skeptiske og defensive.
Det er ofte dér, de stærkeste langsigtede investeringsmuligheder opstår.
DEN KOMMENDE UGE
Alle øjne på NVIDIA
Efter flere uger med en tætpakket kalender får investorerne nu en lille puster, men onsdag rammer ugens absolutte gigantbegivenhed, nemlig NVIDIAs kvartalsregnskab. Selskabet rundede netop en markedsværdi på svimlende 5,7 billioner dollars, hvilket slår deres position fast som verdens største selskab. NVIDIAs tal er i dag ikke bare vigtige for dem selv, de er den ultimative strømpil for hele det globale AI- og tech-marked. Efter topchefen Jensen Huangs tur til Beijing vil alt fokus være rettet mod hans kommentarer om kinesiske chipaftaler. Analytikerne forventer en indtjening på 1,78 dollars pr. aktie og en omsætning på 79,2 milliarder dollars. Forventningerne er tårnhøje, og alt andet end et fænomenalt regnskab kan betyde gevinsthjemtagning.
Detailgiganter tager temperaturen på forbrugeren
Efterhånden som regnskabssæsonen ebber ud, rettes projektørerne direkte mod den amerikanske forbruger, som, om nogen, har betydet noget for udviklingen i USA's økonomi de sidste 4 årtier. Den økonomiske kalender rundes nemlig af fredag med de endelige tal for University of Michigans forbrugertillid, som fortæller om forbrugernes syn på fremtiden, herunder deres inflationsforventninger, som sidst lå på bekymrende 4,5% for det kommende år. Når der frygtes høj inflation, så holder man på pengene, hvilket smitter af i virksomhedernes regnskaber.
Som supplerende information om den amerikanske forbruger får vi også kvartalstal fra de amerikanske detailgiganter Target om onsdagen og Walmart om torsdagen. Disse regnskaber vil give et klart svar på, om de almindelige husholdninger helt har mistet pusten, eller om de formår at holde forbruget oppe trods de høje priser.
Hav en rigtig god uge!
Dette er markedsføring for NewDeal Invest. Investeringsstilen henvender sig til investorer med en høj risikoprofil og langsigtet investeringshorisont, og historisk afkast er ingen garanti for fremtidigt afkast. De aktier, som NewDeal Invest investerer i, er mere volatile end det brede aktiemarked, og svinger derfor mere både op og ned. NewDeal Invest yder ikke investeringsrådgivning, og alle investeringsbeslutninger træffes af dig selv. Ingen informationer fra NewDeal Invest bør betragtes som anbefalinger. Kortsigtede investeringer, med en tidshorisont på 3 år eller mindre, frarådes både i NewDeal Invest, PMINDI og i de aktier der omtales. Se relevante risikofaktorer på https://newdealinvest.dk/ og https://newdealinvest.dk/pmindi/, samt fondenes PRIIP-KID dokumenter, der findes nederst på hjemmesiden.



Kommentarer